Touchskærme styrker den
pædagogiske pleje på Sølund

Personalet på Sølund har siden oktober 2015 brugt specialdesignede touchskærme i arbejdet.

I alt 64 skærme er indkøbt til tre af Sølunds boenheder, hvor de er hængt op i beboernes lejligheder og fællesrum.

Den digitale skærmløsning hedder Sekoia og er et led i et pilotprojekt, som skal effektivisere kommunikationen og planlægningen – på tværs af skiftehold og fagligheder – omkring den enkelte beboer.

- Omkring 90 procent af vores beboere har ikke noget verbalt sprog. Det betyder blandt andet, at der er en række oplysninger, som beboerne ikke selv kan give skiftende personale, og derfor har vi brug for en meget stringent kommunikation, siger Lone Bahnsen Rodt, leder af Landsbyen Sølund, Skanderborg Kommune.

Løbende dokumentation

På skærmen i beboerens lejlighed findes de opgaver, som vedrører beboeren – f.eks. børste tænder, gå en tur sammen eller give medicin på et bestemt tidspunkt. Når en opgave er udført, sætter personalet et flueben på skærmen. På den måde kan en aftenvagt eksempelvis se de opgaver, der er udført i løbet af dagen, og dem der ikke er.
Hvis en vigtig opgave ikke er udført, f.eks. at give medicin, lyser den rødt på skærmen.

- Skærmene hjælper os med at dokumentere vores arbejde løbende i stedet for at samle op til sidst på arbejdsdagen og taste oplysninger ind mange forskellige steder. Det mindsker risikoen for fejl og gør arbejdet mere effektivt. Vi skal selvfølgelig lige vænne os til at bruge systemet på den rigtige måde, men vi er godt i gang, og skærmene har store perspektiver for vores arbejde, siger Anne Christensen, leder af Boenhed 8 på Sølund.

En foreløbig opgørelse på boenheden viser, at der blot har været ét tilfælde af glemt medicin siden oktober, hvor Sekoia blev taget i brug. Til sammenligning var der 13 tilfælde af glemt medicin i perioden januar til oktober 2015.

Fokus på best practice

Touch-skærmene er også med til at sættes fokus på succeserne i den pædagogiske pleje på Sølund, fordi de også indeholder vigtig information om standarder, video-vejledninger og tips til kollegerne.

- Beboerne skal ikke tilpasse sig os – vi skal tilpasse os beboerne. En beboer med f.eks. autisme har ikke gavn af at få børstet tænder på 10 forskellige måder. Hvis det fungerer bedst for ham eller hende at få børstet tænder i sengen, så er det der, det skal foregå – uanset om det er en garvet pædagog eller en vikar, der har opgaven, og den information kan vi nemt give videre via skærmene, siger Anne Christensen.

Et af målene med skærm-projektet er netop videndeling og systematisering på et område, som traditionelt har været præget af individuelle tiltag, forklarer Lone Bahnsen Rodt.

- Vi kan se, at arbejdet med skærmene fører gode vanebrud med sig og er med til at skabe en ny mentalitet. Vi gør op med det, man kunne kalde den privatpraktiserende socialpædagogik, som kan være præget af en ”jeg ved bedst”-tilgang. Nu deler vi i højere grad viden og sætter fokus på best practice til gavn for såvel beboere som personale, fortæller lederen af Sølund.

Læs mere om Sølund her.

 

Overdreven dokumentation
er en belastning

At forstå de mange skemadrevne og tavlebaserede rutiner på et plejecenter eller et bosted er ikke en nem opgave. Der findes nærmest endeløse dokumentationsformer. Hver med sine historiske grunde og med mulighed for at understøtte det faglige arbejde. Samtidig optager disse en god del af tiden til rådighed for social omsorg.

16.05.2019   |   LÆS MERE
Sekoia 2018
set i bakspejlet

Sekoia har i 2018 opnået nøgleresultater i form af en forøget kundebase, som har rundet 150 plejecentre og bosteder i de markeder, Sekoia primært opererer i: Danmark, Sverige og England. Med tilgang af kunder i alle markeder og flere end 30 mio. registreringer i systemet.

30.04.2019   |   LÆS MERE
Dokumentation må spille
en større rolle end rygdækning

Dokumentation spiller en stor rolle i plejesektoren. Lovmæssige krav og forventninger gør, at man sikrer sig et dokumentationsspor for den ydelse og omsorg, borgeren har modtaget. Men dokumentationen har et større potentiale end denne evidens. Nøglen til at indfri potentialet ligger i at arbejde proaktivt med den information, man indsamler. Det kræver dog, at hele organisationen er gearet til det. Hvilket leder tilbage til den oprindelige motivation? Er det rygdækning? Eller ønsker vi at gøre det bedre i morgen, end vi gjorde i dag?

28.03.2019   |   LÆS MERE
Sekoia   /   Bredskifte Allé 5   /   8210 Aarhus V   /   kontakt@sekoia.dk   /   Tlf. 7229 2911 Sekoia
Bredskifte Allé 5   /   8210 Aarhus V
kontakt@sekoia.dk   /   Tlf. 7229 2911
Sekoia
Bredskifte Allé 5
8210 Aarhus V
kontakt@sekoia.dk
Tlf. 7229 2911